Ukraines mand i Danmark har en sidste appel til danskerne: Pas på med at vænne jer til krigen

På ambassadørens kontor står tre blankpolerede granathylstre. Det er gaver til et par særlige danskere. Hvem de er til, har Mykhailo Vydoinyk ikke lyst til at afsløre endnu. Han er den ambassadør, der ubestridt har krammet den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), flest gange. Han har haft en direkte linje på sms og telefon på alle tider af døgnet til landets øverste embedsmand, Barbara Bertelsen. Og så er der alle de kontakter, som offentligheden ikke nødvendigvis har hørt noget om. Adgangen til magten i Danmark har virkeligt været unik, erkender den ukrainske ambassadør. »Men som jeg altid siger til mine misundelige kolleger, kunne de næppe tænke sig at være i mine sko. Jeg ville hellere have været totalt ukendt og så ikke have haft krig i mit hjemland,« siger Mykhailo Vydoinyk. Laver du sjov? Berlingske møder ham på den ukrainske ambassade i København til et afskedsinterview. Efter fem år i Danmark havde Mykhailo Vydoinyk sidste officielle arbejdsdag som ambassadør 22. december. Han har allerede sagt farvel til Dronningen. Men han har endnu ikke pakket sine personlige ejendele ned, da Berlingske møder ham. Et tegnet portræt af Volodymyr Zelenskyj fra en dansk kunstner. En Vestas-vindmølle. En signeret skulptur fra Rotary-klubben, der vistnok forestiller en cirkel af arme, der giver hånd. Småkagerne på hylden når han lige at skubbe ud af syne, inden fotografen træder til. Det er en relativt lille ambassade på første sal i Toldbodgade. Hvis ikke det var for de to danske politibetjente på fortovet, kunne man nemt overse den. Da Mykhailo Vydoinyk i sin tid ankom til Danmark, havde han og Ukraine da også en helt anden status. Ambassadørens første møde med de danske myndigheder var en efterårsdag i 2018 på Borgerservice. Han havde booket et møde for at få sit cpr-nummer. »Jeg havde taget alle mine dokumenter med, men kvinden bag skranken smilede bare til mig og sagde, at jeg skulle have taget nogen med, en dansker, der kunne bevidne, at jeg var ambassadør,« fortæller Mykhailo Vydoinyk og ryster på hovedet med et grin af mindet. »Jeg spurgte høfligt, om hun lavede sjov med mig. Det står lige her i mit diplomatpas, at jeg er ambassadør for Ukraine. Ja, svarede hun. Men vi har også brug for et vidne.« »Vågn op, de herrer« Den 24. februar 2022 ændrede alt. »Vågn op, de herrer, krigen er begyndt,« lød den korte besked, der bippede ind på Mykhailo Vydoinyks arbejdstelefon klokken fire om morgenen. Først ringede han til sine forældre i Kyiv og bad dem forlade byen øjeblikkeligt med deres papirer. Så ringede han til sin svoger og sagde det samme. Og så begyndte arbejdet med at forsvare Ukraine. »De første par måneder sov vi næsten ikke,« fortæller Mykhailo Vydoinyk. Konstant flød der beskeder og ordrer frem og tilbage på tværs af alle tidszoner. Russerne havde hacket ambassadens hjemmeside og e-mailsystem, så de måtte arbejde hurtigt på at få nye kommunikationskanaler op at stå. Men presset kom også fra præsident Zelenskyj, der nogle gange var med på videomøder fra Kyiv og mindede diplomaterne op, at de var et land i krig. »Præsidenten bad os lægge høflighederne til side og meget direkte forklare vores samarbejdspartnere, at tiden var kommet til at handle,« husker Mykhailo Vydoinyk. Op til invasionen havde de med forfærdelse kigget på, mens USA, Danmark og næsten alle andre europæiske ambassader havde evakueret deres personale fra Kyiv. »Vi så det som en klar besked til Putin om, at han bare kunne begynde: 'Kyiv er din, vi har allerede forladt stedet.' Så for os var situationen desperat,« siger Mykhailo Vydoinyk. »Men siden ændrede det hele sig.« Kimet ned med hjælp Hurtigt efter invasionen stod det klart for ambassadøren, at han ikke behøvede at presse på. Han skulle bare sige, hvad Ukraine havde brug for. »Personligt er jeg ekstremt taknemmelig over for jeres statsminister. Hun er en fantastisk stærk kvinde,« siger Mykhailo Vydoinyk. Han fremhæver også samarbejdet med Barbara Bertelsen, som har været personligt involveret i støtten fra første dag. »Også med nogle ting, som ikke var så offentlige.« Lige fra de første dage begyndte alle mulige danskere af sig selv at ringe til Mykhailo Vydoinyk. Nogle havde en bus og ville hente flygtninge ved grænsen. Andre havde et sommerhus, hvor flygtningene kunne bo. Nogle tilbød vintertøj. Direktøren for Coop ringede og spurgte, om ikke han skulle sende lastbiler med mad til Ukraine. En herboende ukrainsk kvinde havde hørt fra sin mand i det danske politi, at de måske havde nogle gamle skudsikre veste på lager. »Så samme dag havde jeg den danske politichef i røret og spurgte, om det var sandt. Næste dag ringede de tilbage og sagde, de havde fundet 240 brugte veste. De gav ikke samme beskyttelse som militærets veste, men vores grænsevagter var lykkelige for dem. For de havde slet ingen i forvejen,« fortæller Mykhailo Vydoinyk. Andre danskere igen meldte sig som frivillige soldater. Tidligere har den ukrainske ambassadør talt om mindst 100 danske frivillige, men i dag vil han ikke sige, hvor mange der er tale om. »Men det er mange flere.« En sidste appel Andre gange var det dog Mykhailo Vydoinyk, der pressede på. En måned efter invasionen advarede den ukrainske ambassadør i meget klare vendinger Carlsberg om, at bryggeriet stod over for en global boykot, hvis ikke de trak sig ud af Rusland. »Russerne vil alligevel nationalisere deres bryggerier eller indefryse dem, så Carlsberg kan lige så godt undgå at tabe ansigt og gøre det rette nu,« sagde Mykhailo Vydoinyk dengang til Berlingske. Det skulle vise sig, at han fik ret. Rusland har nu taget kontrollen over Carlsbergs russiske bryggerier. Men det bringer ikke Vydoinyk nogen glæde. »Jeg kender den tidligere direktør for Carlsberg godt, og vi er taknemmelige for, at de til sidst besluttede at trække sig ud.« »Sammenlignet med andre lande har danske virksomheder været meget hurtige til at reagere og også til at donere penge. De har været på samme side af barrikaderne som det danske folk,« siger han. Håbet var, at det kunne være med til at standse krigen. Sådan gik det som bekendt ikke. Nu forlader Vydoinyk posten midt i en svær tid for Ukraine, der både møder fornyet modstand ved fronten og på den politiske scene, hvor nye donationer fra EU og USA trækker ud. Men loven tilskriver ambassadører fem år på posten, og Vydoinyk er allerede gået over tid. Så han må overlade posten til en yngre kollega fra udenrigsministeriet i Ukraine. »Måske er det godt med noget frisk blod. Han kommer direkte fra Kyiv og kender situationen på egen krop,« siger Mykhailo Vydoinyk. Selv ved han endnu ikke, hvad han skal. Han bliver nogen tid i Danmark, også på grund af børnenes skolegang. Han er udmattet, indrømmer han. Men han har en sidste appel til den danske befolkning: Vi må ikke begynde at slappe af og fokusere for meget på krigstræthed, bare fordi krigen nu har varet i snart to år, og vi er ved at vænne os til den. »Folk vænner sig til så meget. Men det er farligt. For krigen er som en cancersygdom. Den er ikke forsvundet, den er stadig i din krop. Og den kan stadig sprede sig til andre steder.« https://www.berlingske.dk/internationalt/ukraines-mand-i-danmark-har-en-sidste-appel-til-danskerne-pas-paa